Sidst opdateret February 2, 2024

Welcome to Koh Phayam (Af Rikke Frimodt, Instagram profil @rejsermedteenagere)

Er du på udkig efter et sted, hvor tiden står stille? Savner du det autentiske ø-liv og et Thailand, som det var for 30 år siden?  Uden larmende biler, stopfyldte 7-elevens og parasoller på strandene? Så er Koh Phayam,, en lille ø på Thailands vestkyst tæt på grænsen til Myanmar, lige det du leder efter.

Billede: Det autentiske Thailand med små, interimistiske butikker.

Et halvgammelt skilt med afskallet maling og et ”Welcome to Koh Phayam” møder os, da vi lægger til med speedbåden ved den lange mole. Der findes kun to måder at komme til Koh Phayam på. ”The slow boat” afgår to gange om dagen og tager ca. 2 timer. Prisen er ca. 40 kr. for en billet, og hvis man har tid, skulle det være en fin sejltur med udsigt til lokale fiskere og smukke øer. Vi vælger dog den hurtigere og lidt dyrere løsning og tager en speedbåd til øen, da vi gerne vil nå frem til vores bungalows inden mørkets frembrud. Turen her varer 40 minutter og koster ca. 70 kr. pr. billet.

Billede: Speedbåden, der på ca. 40 minutter sejler gæster fra Ranong til Koh Phayam ( foto Shanxi Travel Agency).

Scootere, bungalows og bodyboards

Vi er spændte på mødet med Koh Phayam, da vi ikke har været der i syv år og frygter det værste. Det charmerende sidst var jo netop de smalle veje, manglende biler og en hel særlig type ø-gæster. Men meget kan have ændret sig gennem så mange år. Heldigvis kan vi ikke se nogle biler, da vi bevæger os ind mod vejen fuldt lastede med tunge rygsække på ryggen. Eneste forskel fra sidst er, at motorcykel-taxierne nu er skiftet ud med små tuk-tuk taxier, hvilket er meget bekvemt til bagagen og mormoren, der helst ikke vil køre på sin egen scooter. Vejene er fortsat smalle og i mere eller mindre god stand, men det er fint, for alle kører i rolig fart på hver deres lejede scootere. Stemningen overalt er laidback, og der er en ro over hele øen, som efterhånden er svær at finde ret mange steder i Thailand. Vi sukker et lettelsens suk over, at øen stadig er lige så autentisk som den var ved vores sidste besøg.

Billede:Tuk-tuk taxierne, der er kommet til øen siden vores sidste besøg.

https://imgur.com/Vi får straks lejet scootere til den næste uges ophold og begiver os mod https://phayamlodge.com/, som er et skønt sted helt ned til stranden på øens vestkyst. Her kan du både leje mindre bungalows til 2-3 personer samt større huse til 5-7 personer. Alle bungalows er bygget i charmerende stil og ligger tæt på vandet. Stedet er svensk/myanmarsk ejet, og udover dejlige overnatningsmuligheder er der også tilknyttet en super god restaurant samt surf-skole med mulighed for leje af både boards og instruktører. Hvis man bor på stedet, er der ligeledes bodyboards til fri afbenyttelse. Bølgerne er tilpas store og kan udfordre både erfarne surfere samt skabe en tryg start for nybegyndere.

Billede: Phayyam Lodge - her en beachbungalow med privat toilet, bad og balkon og kun få meter fra stranden.

Oplevelserne står i kø på Koh Phayam

På trods af øens relativ lille størrelse er der stadig rig mulighed for at opleve andet end solbadning. Først og fremmest indbyder strandene til lange gåture, fodboldspil og drageflyvning. Men trænger man til at slippe lidt for sand mellem tæerne, kan man med fordel tage en scootertur hen til øens smukke tempelområde. Området består både af et tempel ude på en nybygget mole men også af store flotte buddhaer, farverige drager og et lille område udelukkende bygget af genbrugsmaterialer.

Billede 1: Én af øens utallige smukke, mennesketomme strande uden liggestole. Billede 2: Midt i tempelområdet ligger der et lille område, hvor alt er lavet af genbrugsmaterialer. Bemærk gulvet der er lavet af plasticlåg fra vandflasker.

Et andet sted der er et besøg værd er ”The Moken Village”, som er svært tilgængeligt men anstrengelserne værd at begive sig ud til. Efter at have parkeret sin scooter skal man gå gennem dybt sand og junglelignende beplantning, hvorefter man skal krydse floden på en håndtrukket tømmerflåde. Når man ankommer til landsbyen, er der skilte der beder besøgende om at klæde sig anstændigt samt en opfordring til at støtte landsbyens indbyggere ved at købe et af deres hjemmelavede armbånd. Det gør vi selvfølgelig og er nu ejere af de flotteste armbånd, vi har købt på turen overhovedet. Det er på ingen måde turistet, og vi har en stor gruppe børn løbende efter os, som tager os i hånden og følger os på vores gang rundt i landsbyen. Det er tydeligt, at besøg fra turister er sjældne i ”The Moken Village”.

Billede: Den håndtrukne tømmerflåde kommer os i møde sejlet af en 8-årig dreng, der ikke kan ét ord engelsk. Det er tydeligt at landsbyen sjældent får besøg af turister.

Desværre er vejret præget af meget vind al den tid, vi er på Koh Phayam denne gang. Men ellers kan man med fordel tage på fantastiske snorkelture i dette område. Der er bl.a. arrangerede ture til Surin-øerne, hvor man både kan snorkle, købe et prøvedyk eller dykke. Det er det smukkeste sted, vi nogensinde har prøvet at snorkle. Om aftenen er der rundt omkring på øen livemusik. Da der er relativ få turister sammenlignet med andre øer i Thailand, er der oprettet en Facebook-gruppe for besøgende. Her bliver der annonceret, hvor på øen, der er fest eller koncert, så man sikrer, at flest mulige på øen deltager til de samme events. Der er alt fra jamsessions til open mic til reggaeparties til tecnofester. Vi vælger at deltage i en enkelt jamsession (som tilskuere vel at mærke), hvor alle typer i alle aldre er samlet ét sted. Sjovt, underholdende og en mere eller mindre god musikalsk oplevelse og på trods af, at vores familie er i aldersspektret fra 15-74 år, oplever alle, at det er en morsom og anderledes oplevelse, og vi går alle derfra med store smil på læberne. 

Billede: Hippie-bar - alt er lavet med gammelt tømmer, og baren er ét af de steder, hvor der ofte er live-musik.

Mulighederne er mange på Koh Phayam. Øen er spækket med gode og billige spisesteder. Et par steder på øen har franskmænd slået sig ned som bagere, så det også er muligt at få en lun croissant. Barerne er rustikke og sender de besøgende tilbage til hippietiden. Strandene er fantastiske og byder på hver deres charme, og stemningen på øen er ganske særlig. Alt emmer af ro og indbyder til læsning af gode bøger i farvestrålende hængekøjer med udsigt til solnedgange, der giver selv den mest hårdføre tårer i øjnene.

Billede: Hver aften bliver vi mødt af den smukkeste solnedgang som nydes med en god drink fra vores Phayam Lodge´s restaurant

Efter syv dages total afslapning er det blevet tid til endnu engang at sige farvel. Eller måske nærmere på gensyn, for vi har tabt vores hjerter til det afslappede og uspolerede ø-liv. Med et beskedent ønske og håb om, at masseturismen aldrig nogensinde finder vej til vores uberørte perle, forlader vi øen lave på stress men høje på nærvær.

Gå ind på Instagram og følg Rikkes profil @rejsermedteenagere og få flere rejsetips.

RELATEREDE ARTIKLER


Din mening: Hvad synes du?

Du skal være logget ind på facebook for at kommentere.