Varme og nærvær på kærlighedsøen Koh Lanta. ( Af Rikke Frimodt, Instagram profil @rejsermedteenagere)
Med sommerfugle i maven ankom vi for sjette gang til vores ultimative yndlingsø i Thailand - Koh Lanta. Var øen mon blevet ødelagt af masseturisme? Var strandene mon blevet plastret til med liggestole og parasoller? Eller var det præcis den paradis-ø, som vi med vemod havde forladt syv år tidligere? Sidstnævnte skulle heldigvis vise sig at være tilfældet. Koh Lanta tilgås enten med båd fra Krabi eller Phuket eller via fastlandet med bil. At tage den lange vej fra Bangkok med tog er også en mulighed, og personligt er vi i vores familie vilde med at lægge os ind i en sovekupé i Bangkok om aftenen og ankomme næste morgen efter en stille og rolig tur ned gennem Thailands sydlige provinser. Tidlig morgen ankommer man til Trang, som kun ligger et par timers kørsel fra Koh Lanta. Denne gang valgte vi derfor igen tog-muligheden, og som så mange gange før, blev vi ikke skuffede. Togbilletter bookes med fordel direkte på Thailands officielle webpage: Railway.co.th
Billede1: Yndlingsstranden Phrae Ae uden liggestole og parasoller. Billede 2: Togene er af meget forskellig standard og man kan derfor med fordel tjekke op på, hvilke der er de nyeste før booking.
På Koh Lanta finder du lange, brede sandstrande og små hyggelige bugter
Mennesketomme sandstrande med krystalklart vand og strande der emmer af liv med beachvolley, strandbarer og reggaemusik i højtaleren. Øen byder også på lokale madmarkeder, små markeder med genbrugstøj og turistmarkeder spækket med diverse souvenirs. Restauranter, barer, streetfood boder, pandekagevogne og den ene frugtvogn efter den anden, der tilbyder frugtshakes til 10 kr. stk. Naturmæssigt har øen alt at byde på. Vandfald, jungle, snorkelmuligheder og arrangerede kajakture i mangroven.
Billede 1: Frisklavede pandekager til 5 kr. stk. og friskpressede orangeshakes til 10 kr. Billede 2: Endnu en skøn oase på stranden.
Alle øens lækre strande ligger på vestkysten
Østkysten er mere præget af mangrove og lidt grumset vand. Men den østlige del af øen er dog stadig et besøg værd og særligt Lanta Old Town er en hyggelig lille by med små butikker og billige spisemuligheder. Vi har gennem årene boet mange steder langs vestkysten. Hver strand har sin charme, og hver strand er meget forskellig både hvad angår overnatningsmuligheder, havet, beplantning og liv. Den nordligste strand Klong Dao huser mange af øens charterturister, mens den næste strand i perlerækken er Phrae Ae (også kaldet Long Beach). Her har vi boet flest gange, og denne strand er klart vores foretrukne. Stranden er lang og bountyagtig, der er godt med træer, der giver skygge, hyggelige restauranter og en skøn og terapeutisk ro. Sydligere endnu finder man bl.a. Klong Nin, som også er en lang, flot strand men helt uden skygge. Helt sydligt ligger Nationalparken med mere basic overnatningsmuligheder og stor mulighed for at vågne op til en abe eller to på balkonen.
Billede 1: Den hyggelige Lanta Old Tow. Billede 2: Én af de sydligere skønne strande på øen
Overnatningssteder på Phrae Ae
Der er på Koh Lanta vedtaget en lov om, at liggestole og parasoller ikke er tilladt på strandene. Det er med til at fastholde en følelse af det ”oprindelige” Thailand, og strandene er heller ikke spækket med insisterende strandsælgere eller larmende vandsport. På Phrae Ae (Long Beach) er der kun få muligheder for overnatning med swimmingpool. Men hvem har også brug for det, når man har den største og mest klare pool lige foran øjnene på én? Vores to klart foretrukne overnatningssteder på Phrae Ae er Sayang Beach Resort og søster-resortet Rasa Sayang, der ligger lidt længere væk fra stranden men også er lidt billigere. Begge steder er ejet af samme familie, der alle tager fat for at få stederne til at løbe rundt. Der er en skøn vibe, og det føles altid som om, at tiden står stille, når man er der. Sayang Beach Resort har også en super lækker restaurant tilknyttet stedet, der ligger direkte på stranden.
Billede 1: Sayang Beach Resorts lækre restaurant direkte på stranden. Billede 2: Sayang Beach Resort
Sådan kommer du rundt
Der er alle steder tryg mulighed for at udforske øen på scooter, i en tuk tuk eller på ladet af en af de karakteristiske thailandske taxier. Og som prikken over i’et bliver du mødt af de sødeste og mest gæstfrie mennesker, du kan forestille dig.
Billede: Øens taxier kan tage dig rundt på hele øen, men hvis du er til leje af scooter er det på den lange bane en billigere løsning.
Koh Lanta vil for evigt og altid være vores families kærligheds-ø nummer et
De knapt 14 dage vi tilbragte på Koh Lanta, fløj afsted, og vi tog derfra med vemod men samtidig fuldt loadede i hjerterne af varme, gæstfrihed og nærvær fra hver og én vi mødte på vores vej. Lige nu er er vores sind fyldt op af mere eller mindre desperate tanker om, hvornår vi kan vende tilbage. Om vi kan blive endnu længere næste gang. Om vi kan åbne en lille kaffebar og derved bosætte os på øen. Men også af taknemlighed over, at en perle som Koh Lanta ikke har ændret sig overhovedet gennem vores syv års fravær og et inderligt håb om, at det vil forblive sådan.
Gå ind på Instagram og følg Rikkes profil @rejsermedteenagere og få flere rejsetips.
Din mening: Hvad synes du?