Bangkok – behind the scenes. Enten hader eller elsker man Bangkok. Vi hører klart til gruppen af dem, der elsker den pulserende hovedstad, som netop er blevet kåret som den mest besøgte by i verden i 2023 af World Excellence
( Af Rikke Frimodt, Instagram profil @rejsermedteenagere)
De første mange gange vi besøgte Bangkok, begik vi de klassiske turistfælde-fodfejl. Vi lod tuk tuk-chaufføren vise os en smykkebutik, han tilfældigvis lige kendte. Vi tog taxi rundt i byen og brugte mere tid på kø end på oplevelser. Vi gik i store shoppingcentre, der var så langt væk fra den thailandske kultur, som vi kunne forestille os. Og vi tog på dyre natmarkeder og købte os fattige i souvenirs, som vi kunne købe andre steder i byen til en tiendedel. Men denne gang var vi velforberedte, og vores fem dage i Bangkok gjorde os bare endnu mere sultne på denne kæmpe storby, der for nogle kan virke uoverskuelig men som byder på så meget andet end det storslåede Grand Palace, den larmende og fuldstændig stressende Khao San Road og den ene madbod efter den anden, hvor man som turist kan smage skorpioner, krokodille, kakerlakker og små slanger og kun må tage billeder af herlighederne mod betaling.
Billede:Grand Palace & livemusik og lattergas på Khao San Road
Vores top 5 highlights
Vores dage i Thailands livlige hovedstad var det ene minut efter det andet et inferno af larm, indtryk og lugte, og vi elskede hvert minut af det. Dog var der fem highlights, der toppede vores tur denne gang, og som man måske ikke som førstegangsturist umiddelbart får stiftet bekendtskab med.
På cykel gennem Bangkoks ukendte gader
Billede: På cykel gennem Bangkoks ukendte gader
Overraskende var det for os alle, at der på den anden side af floden skulle ligge et helt andet Bangkok end det, man som turist normalt møder. Et helt område der gav os følelsen af, at tiden stod stille. En slående kontrast til det hektiske tempo på den anden side af flodbredden. Cykelturen var med en levende og fantastisk guide, der med entusiasme og stor viden guidede os gennem små stier, skjulte smutveje og smalle gader. Ofte havde vi næsten oplevelsen af, at vi cyklede gennem indbyggernes køkkener eller stuer, og vi begav os roligt frem med tungen lige i munden, så vi ikke væltede ned i det brune brakvand, som omringede os på begge vores sider og var godt besøgt af varaner i diverse udgaver og størrelser. Vi cyklede gennem små muslimske og buddhistiske samfund, så gamle og helt sjældent besøgte templer, tankede op på sodavand hos en lille lokal købmand og sluttede af på et lille lokalt marked, hvor vores guide lokkede os til at smage thailandske specialiteter såsom sesamkugler og indbagte vagtelæg. Turen varede 4 timer og vi havde omkring 14 km i benene, da vi trætte men helt høje på indtryk vendte tilbage til www.justnoktours.com, hvor vi blev budt velkommen med kølige klude og iskoldt vand. Kæmpe oplevelse og meget anbefalelsesværdigt til alle aldre og alle cykelniveauer.
Saket Templet og Det gyldne Bjerg - et af Bangkoks bedste udsigtspunkter
Billede: Golden Mountain og Saket Templet - en overset perle i Bangkok
På et min datters utallige besøg på TikTok så vi tilfældigvis en anbefaling af Saket Templet og Det gyldne Bjerg, som ligger på den eneste bakke i Bangkok. På trods af vores mange besøg i Bangkok havde vi aldrig hørt om stedet før, men vi havde nysgerrigt på afstand set det smukke gyldne pagodespir og undret os over, hvad det mon var, der skinnede så kraftigt på flere kilometers afstand. Det skulle vise sig at være toppen af den guld-pagode, som man efter 320 trappetrin kunne få det fulde og smukke syn af. På toppen kunne man samtidig få et vildt syn udover Bangkok by. Guldpagoden var kun en lille del af hele tempelområdet, der bl.a. bestod af adskillige små templer med fine vægmalerier, Buddhas fodspor og kæmpe bede-klokker, som konstant gav en høj, dyb tone, når man som besøgende rørte dem på sin vej op ad de mange trappetrin. På trods af den umenneskelige varme var vi glade for, at vi havde opdaget det smukke tempel, som efter sigende skulle være ét af de ældste i hele Bangkok men tydeligvis ikke ét af de mest besøgte blandt turister. Pris for et besøg var 10 kr. pr. person, som var i skrigende kontrast til de 100 kr. pr. person, som vi dage forinden havde betalt for et besøg i Grand Palace.
I drømmeland på det autentiske Amuletmarked
Billede: Det fantastiske Amuletmarked, hvor man nemt kan fordrive mange timer
For år tilbage havde vi besøgt det specielle amuletmarked i Bangkok, men dengang var vores børn små og utålmodige, så denne gang var det på deres opfordring, at vi igen skulle give området et visit - denne gang med masser af tid til fordybelse. Skjult bag boder med helsemedicin, skifterammer og række efter række med billeder af kongen, skulle man lede lidt efter indgangen til det mystiske amuletmarked. Men i samme sekund vi begav os ind på de små smalle gange på markedet, kunne vi igen huske den særlige stemning, der omringede dette sted. En ro, hvor lokale gik rundt med lupper for at finde den særlige amulet eller figur, der lige netop talte til dem og kunne bringe dem et godt helbred, velsigne et nyt hjem eller sørge for en god høst. Som turist havde vi ingen anelse om, hvad den nøjagtige beskyttelse af hver amulet gav. Af en gammel amulet-sælger fik vi fortalt, at beskyttelsen varierede fra amulet til amulet, men ens for dem alle var, at de på hver deres måde skulle afværge ondskab, både den åndelige og den fysiske. Prisniveauet varierede fra bod til bod, og de amuletter vi kastede os over, kostede et sted mellem 2-8 kr. stk. Der var også salg af store og små Buddha-figurer til helt andre priser end dem, man kunne finde på turistmarkederne rundt omkring i byen. Uanset om man selv er på udkig efter amuletter som souvenir eller til spirituelt brug eller bare vil snuse lidt til en helt anden del af Bangkok, så er en udflugt til amuletmarkedet et must, hvis man er i Bangkok.
https://imgur.com/2izP5Er
Chinatown - et inferno af lugte, lyde og farver
Billede: Chinatowns overflod af varer og smukke temple
At bede en tuk-tuk chauffør om at blive sat af ved Chinatown er lidt som at bede ham sætte dig af i Danmark. Som den største Chinatown i verden, byder området på så mange forskellige steder, at man er nødt til at udvælge et lille område at udforske. Vores valg faldt på hele markeds-området, som både bestod af overdækkede smalle gange samt et lidt mere åbent område med mere luft. Området var kaotisk, rodet og virkelig sjovt. Gaderne var så smalle, at man nogle steder kunne strække armen ud fra den ene side af gaden og ramme én af de farvestrålende røde lamper på den anden side af gaden. Boderne bar ikke præg af et specielt system. Den ene bod kunne sælge kyllingefødder, hvorefter den næste bod kunne sælge papir, mens naboboden kunne have en hel bod fyldt med perler. Priserne var alle steder lave og mindst 1/10 del af, hvad ting kostede i de mere turistede dele af Bangkok. Midt i de smalle, overdækkede gader ramte vi pludselig en lille lysning på vores venstre hånd. Her skulle det vise sig, at Bangkoks vigtigste og største kinesisk-buddhistiske tempel Wat Mangkon Makalawat lå. Smukt, farverigt og helt specielt. Efter mange timers vandring rundt i de smalle gyder og med en datter, der mere eller mindre on and off havde holdt vejret pga. den heftige lugt, begav vi os ud fra det stressede, hektiske og sjove Chinatown med en enighed om, at vi skulle tilbage og se endnu mere af den gigantiske bydel, som vi højst sandsynligt kun havde set en tiendedel af de sidste fire timer.
Her skal du bo
Billede: Khao San Road med mange gadekøkkener. Nyrenoveret Hotel Siri Grand Bangkok
Backpacker-området ved Phra Athit
Hvis man er til boder med batikfarvede kjoler, fodmassage på gaden og livemusik på restauranterne men alligevel synes, at lyd-infernoet er lige i overkanten på Khao San Road, så kan vi klart anbefale backpackerområdet tæt på Phra Athit Pier. Fra at gå på den storehovedvej, går man ned ad en lille gyde og pludselig rammer man gågaden, der er fyldt med boder, restauranter og massagestole. Men stadig med et meget mere behageligt lydbillede end den travle Khao San Road. Der er rigtig mange super, lækre gadekøkkener, hvor en lækker Pad Thai kan købes for 10 kr. suppleret med en god Chang-øl til 12 kr.
Centralt hotel med gåafstand til mange af byens attraktioner
Ved tidligere besøg har vi boet i Siam-område, som er Bangkoks populære shopping distrikt, der domineres af flere enorme indkøbscentre som f.eks. MBK Center med mere end 2000 butikker og restauranter. Denne gang var vi enige om, at vi hellere ville finde overnatning i nærheden af Khao San Road-området hvor mange interessante steder er i gåafstand, og hvor det samtidig er nemt at tage en flodtaxi rundt til de attraktioner, der ikke ligger lige i nærheden af hotellet. Vi bookede derfor alle overnatninger på Siri Grand Bangkok - et spritnyt hotel fra 2023 med lækre værelser, lille pool, rooftop lounge and super lækker morgenmad. Alt var rent og pænt, og der var super fin service. Vi gav 1300 kr. i alt pr. nat for et double - og tripleværelse i højsæsonen.
Læs næste rejseartikel fra Rikke, hvor hun skriver om kærlighedsøen Koh Lanta. Klik her
Gå ind på Instagram og følg Rikkes profil @rejsermedteenagere og få flere rejsetips.
Din mening: Hvad synes du?